Hurtigsøgning

I det nordvestlige Toscana finder man en række traditionsrige kystbyer som er opstået i begyndelsen af 1900-tallet. Her bor de italienske familier selv på hotellerne og i feriehusene langs de brede sandstrande, og de udenlandske turister må finde sig i at være i mindretal.

Viareggio er en af områdets klassiske badebyer, hvor man stadig kan se den dominerende byggestil fra begyndelsen af 1900-tallet, den såkaldte liberty-stil eller art-nuoveau, dominere strandpromenaden og flere af de flotte hoteller. Byen er en dejlig badeby, med et levende centrum, som ikke lukker ned, når badegæsterne tager hjem.

Nord for Viareggio ligger Pietrasanta, som udover at have en dejlig strand, er en levende kunstnerkoloni, som bl.a. har flere kendte danske kunstnere som faste beboere. Kystens eksklusive by hedder Forte dei Marmi, og det er da også her, man har en af de bedre golfbaner i området.

I kort afstand fra kysten finder man en af de mest charmerende toscanske byer, provinshovedstaden Lucca. Byen, som er helt omkranset af bymure byder på en bilfri autentisk oplevelse af en italiensk middelalderby .

De Apuanske Alper, som rejser sig 2000 m op over kysten byder på gode muligheder for at holde en aktiv ferie med vandreture, mountain bike og et besøg i de historiske marmorbrud. Ikke langt fra vandet ligger flere gode golfbaner, og badeferien kan nemt kombineres med et par runder blandt pinjer og cypresser. En ferie ved havet i Toscana behøver ikke kun at handle om liggestole og parasoller, men byder på masser af muligheder for kultur og spændende oplevelser for både børn og voksne.

    Pakkerejser