Hurtigsøgning

Naturreservat og badebyer
Pisa-provinsen har en masse at byde på. Provinshovedstaden ligger kun omkring 10 km fra kystens mange brede sandstrande, og har da også sin egen badeby, Marina di Pisa, som voksede frem i begyndelsen af sidste århundrede. Langs hele kysten er der sandstrande fra nord til syd, og området syd for Livorno er præget af en turisme, hvor campingvogne og telte er den dominerende overnatningsform. I egnen omkring Pisa kun ganske få kilometer fra Det Skæve Tårn finder man det 23.000 ha store naturreservat, Migliarino San Rossore Massaciuccoli. Den store havneby Livorno blev stærkt ødelagt af bombardementer under 2. verdenskrig, men har bevaret nogle atmosfærefyldte kvarterer.

Vin og Volterra 
Mod sydøst ligger den gamle etruskiske by Volterra, der er kendt for sin alabaster-produktion og sit meget interessante etrusker-museum, men som samtidig er en fantastisk hyggelig middelalderby. Byen er modsat mange andre toscanske byer langt mindre overrendt. Syd for Volterra finder man en af de mest anerkendte (men ikke mest kendte) vinbyer i Toscana, Bolgheri, hvor den meget dyre Sassicaia-vin produceres.

Meget mere end et skævt tårn

Hovedbyen i provinsen, Pisa, var i middelalderen en af de fire stærke sø-republikker i Italien (sammen med Venezia, Genova og Amalfi). Den deraf følgende store rigdom kan i dag ses på byens Piazza dei Miracoli, med katedralen, dåbskapellet og det berømte skæve (klokke-) tårn, de tre bygningsværker som Pisa i dag er berømt for. Pisanernes magt og rigdom svandt dog snart og republikken blev opslugt af stormagten Firenze. Pisa er dog forblevet en smuk og livlig by, med bl.a. et velbesøgt universitet, en stor lufthavn og en hyggelig bymidte med gode restauranter og fine shoppingmuligheder.

 

    Pakkerejser