Hurtigsøgning

Den gamle hovedstad for det syditalienske kongedømme Begge Sicilier er mindre kendt end de store turistmagneter som Rom, Venedig og Firenze. Men byen, der er smukt beliggende på bjergsiden ud til Napolibugten med Vesuv i horisonten, har fantastisk meget at byde på. Som tidligere hovedstad har den to kongeslotte, en gammel borg ved havnen, en række fornemme promenader, et berømt operateater og mange interessante museer. Især kan man nævne Capodimonte-museet og Nationalmuseet, hvor man kan se mange af de genstande, der i tidens løb er blevet udgravet i Pompei.

Autentisk folklore

Byen har i meget højere grad end andre italienske storbyer sit eget præg, idet de fleste indbyggere er napoletanere og ikke indvandret fra andre dele af landet. Det kommer bl.a. til udtryk i den berømte napoletanske sangtradition (f. eks. O sole mio) og en ganske uforståelig dialekt som byens indbyggere selv anser som et selvstændigt sprog. Et særpræg, som ikke mindst kommer til udtryk gastronomien. Det var her pizzaen blev opfundet, men nærheden til vandet gør, at det napoletanske køkken er en spændende og varieret oplevelse.

Liv i gaden

De gamle folkelige kvarterer summer af liv, og der sælges alt fra sværdfisk til smuglercigaretter på de mange små markeder. Fra det livlige område ved havnefronten og fra de højereliggende kvarterer af byen (der betjenes af bjergbaner) er der en pragtfuld udsigt over bugten og vulkanen Vesuv.
Napoli har gode forbindelser med tog til Pompei, Herculanum og andre arkæologiske seværdigheder og med skib til øerne i bugten, bl.a. Capri. Et weekendophold her kan derfor let kombineres med et ophold i de mindre byer på Amalfikysten eller øerne i Napolibugten.

    Pakkerejser