Middelalderbyer i Toscana
Toscana rummer en række spændende velbevarede middelalderbyer, der alle er gode udgangspunkter for ophold af kortere eller længere varighed i Toscana. Byer som Siena, Lucca, Cortona m.fl. er kendt af de fleste, men de færreste har endnu besøgt byerne, og det til trods for at det hele kun er et par timers flyvning fra Danmark.
Man kan med fordel kombinere rundture i Toscana med ophold i de spændende middelalderbyer, såvel de mindre som de lidt større, og her opleve, at de toscanske byer viser sit andet ansigt frem når mørket sænker sig. De fleste endagsbesøgende er forsvundet og mange af de lokale vover sig igen ud for at indtage de små cafeer og restauranter.
Cortona
I det østlige Toscana lidt nord for den store Trasimenersø bag store bymure ligger en af Toscanas ægte middelalder-perler, den lille charmerende by Cortona. Byen har rødder tilbage til etruskerne, og anses for at være Italiens ældste by. Den har formået at bevare sit middelalderlige præg med et stort antal meget velbevarede paladser og almindelige byhuse.
Syd for Siena
En lang række af de mindre Toscanske middeladerbyer er spændende at besøge på udflugter, og specielt området syd for Siena rummer mange utrolig smukke og velbevarede middelalderbyer som f.eks. Pienza, San Quirico d`Orcia, Moltepulciano og Brunello-vinens hjemby Montalcino. Mindre byer som alle giver en oplevelse og med fordel kan besøges på korte udflugter fra nogle af vore gode feriehuse i området, se mere her.
Siena
En af Toscanas mest interessante byer er Siena, som fuldstændig har bevaret sit middelalderlige præg, ikke kun i det ydre, men også i det sociale liv. Kulminationen indtræffer hver sommer med det berømte hestevæddeløb Il Palio, hvor byens kvarterer kappes indædt mod hinanden. Løbet foregår på Piazza del Campo, den centrale muslingeskal-formede plads, som er omkranset af smukke palæer og domineret af det imponerende rådhus fra senmiddelalderen med sit høje slanke tårn