Ligurien
er navnet på den italienske riviera med det tilhørende bjergrige bagland. Vest for den store havneby Genova er der smukke kyststrækninger med klipper og sandstrande og mange små byer. En del af disse er gamle, som f. eks. Ventimiglia tæt ved grænsen til Frankrig, mens andre er vokset frem sammen med de stigende turisstrømme.
Palmer og mildt klima
Sydøst for Genova finder man en kyststrækning med små bugter, idylliske fiskerbyer og elegante havnebyer, der ligger mellem dramatiske klipper og dejlige sandstrande. Ideelt til badeferie, som udgangspunkt for vandreture eller afslapning i skønne omgivelser. Allerede fra det tidlige forår kan man besøge den klipperige grønne kyst, hvor klimaet er så gunstigt og mildt at blomster og palmetræer trives hele året. Men et besøg i en af de små byer i de kolde måneder i Danmark er bestemt også en mulighed.

Cinque Terre
Naturområdet er et af Liguriens største attraktioner. Navnet stammer fra de 5 byer, som malerisk er bygget ind i klippelandskabet og forbundet af ældgamle vandrestier langs havet. Her kan man gå mellem de små charmerende byer på vandreture af forskellig længde. Ved indgangen til det smukke naturreservat kan GO-TO-ITALY tilbyde ophold i feriehusene i Borgo di Campi, en tidligere landejendom, hvor husene kravler op ad den stejle kllippekyst.
Fra overklasse til afslapning
En af de mest kendte byer i Ligurien er uden tvivl det eksklusive jetset mødested, Portofino, men også Santa Margherita in Ligure er godt med, når det gælder om at blive set. Rapallo lige øst for Portofino-halvøen med det dominerede slot ved havnen, som stammer fra 1500-tallet, har sine rødder helt tilbage til romertiden. Den er i dag en livlig badeby med masser af restauranter, gode badestrande, to lystbådehavne og en masse aktivitetsmuligheder såsom 18 hullers golfbane, rideklub og flotte sportsanlæg. I Chiavari har man en lille havneby fra middelalderen med en elegant aristokratisk bymidte fra 1800-tallet. Den rolige klassiske liguriske fiskerby, Moneglia, er bygget op omkring en smuk naturhavn, hvor de grønne bakker rundt om bugten ligger beskyttende for de indsejlende skibe. Moneglias hyggelige gamle bydel har mange restauranter og cafeér. Byen lever i dag primært af turismen og har en dejlig strand med det reneste vand (blåt EU- flag).