Elba
Denne smukke ø er - for de fleste danskere - stadig en af Middelhavets bedst bevarede hemmeligheder. Det er vi overbevist om ikke varer ved, for Elba har så meget at byde på af det bedste fra Italien; olivenlunde, frodige vinmarker, maleriske pastelfarvede byer, middelhavsvegetation, barske bjerge og dybe kløfter ned til et azurblåt hav. Når denne skønhed så kan kombineres med spændende oplevelser, et godt køkken og ophold på gode hoteller og lejligheder, så finder man rammerne for en rigtig god ferie.
Toscanas ædelsten
Elba er Italiens tredje største ø og ligger kun 20 km ud for Toscanas kyst. Øen nås ad vandvejen med færge fra Piombino på fastlandet, og i sommerhalvåret er det desuden muligt at flyve helt til Elba fra bl.a. Pisa & Firenze. Det er ikke uden grund, at man fra gammel tid har givet Elba tilnavnet ”ædelsten”. Øens 147 km lange kyststrækning byder på hvide sandstrande og vandsport i syd, barske klipper og stenede strande i øst og midt på øen snor olivenlunde og vinmarker sig langs bjergene. Samtidig er en perlerække af små maleriske landsbyer og fiskerlejer med til at gøre Elba til en spændende og afvekslende feriedestination.
I Napolens fodspor
Elbas historie går helt tilbage til Etruskerne, som især var interesseret i øen pga. den usædvanlige rigdom på jern, hvilket ofte smukt afsløres i strandenes rødlige farve. Netop minedriften efter mineraler og jern, var med til at lægge grundlaget for Etruskernes rigdom og magt. Man kan også vælge at udforske øen ved at følge i Napoleons fodspor. Kejser Napoleon blev i 1814 forvist til Elba og boede på øen i 9 måneder, hvor han agerede lokalfyrste under sit korte ophold. Øen bærer stadig præg af Kejser Napoleons korte herredømme, idet han bragte nye druesorter til øen og anlagde olivenlunde. Desuden rationaliserede han minedriften, udviklede vejnettet og designede Elbas officielle flag. Det er i dag muligt at få et kig ind i hans 2 private boliger.