Hurtigsøgning

Malerisk lille by med ca. 15.000 indbyggere på nordkysten af Sicilien 70 km øst for Palermo. Byens absolut største seværdighed er den vældige normanniske katedral fra 1100-tallet med fin byzantinsk mosaikudsmykning. Men herudover er Cefalù et rart sted at være, bl.a. fordi den ligger direkte ud til havet med dejlig sandstrand og rent badevand. Byen ligger godt for udflugter og hart gode trafikforbindelser, både med tog og motorvej. Palermo nås på halvanden time med toget, og om sommeren går der båd til de Lipariske Øer. Langs Siciliens nordkyst finder man et meget afvekslende landskab med både klippe- og sandstrande og mange mindre byer, bl.a. keramikbyen S. Stefano di Camastra og mange små fiskerlejer. Bjergkæden Madonie ligger oppe bag byen og byder sig til for dem der vil vandre. Et anbefalelsesværdigt udflugtsmål er valfartsstedet Santuario di Gibilmanna i 800 meters højde, som nås ad en 15 km meget smuk vej.

    Pakkerejser