Hurtigsøgning

Et af Italiens - og verdens - største religiøse og kunstneriske valfartssteder, og optaget på Unesco's liste over verdens mest værdifulde kulturmindesmærker.  Assisi er samtidig en af Italiens mest velbevarede middelalderbyer og har en ganske særlig atmosfære, om end den er præget af tilstrømningen af folk fra nær og fjern.  

Den hellige Frans fødeby

Allerede i romertiden blomstrede byen, og der er da også flere mindesmærker om den tid, ikke mindst den fornemme tempelfront på rådhuspladsen. I middelalderen blev Assisi en selvstændig bystat, og med den hellige Frans, San Francesco, der levede i begyndelsen af 1200-tallet, blev byen et center for det religiøse liv. Herfra vandrede Frans ud og prædikede sit budskab, og den franciskaner-orden han grundlagde er stadig en af de mest betydningsfulde inden for den katolske kirke.

Lyserød by

Byen er bygget af de lyse rødlige stenblokke man har udvundet fra Monte Subasio, som byen ligger op ad. Af de mange interessante bygningsværker er hovedseværdigheden den store San Francesco-basilika, som består af to kirker oven på hinanden, begge fra 1200-tallet og udsmykket med vidunderlige freskomalerier. Herudover er der et stort antal smukke og interessante kirker.

I omegnen

I nærheden af Assisi ligger Umbriens hovedby, Perugia, som absolut er et besøg værd. Af andre byer i nærheden kan nævnes de karakteristiske små byer Spello og Bevagna, keramik-byen Deruta og Torgiano, hvor der ligger et velorganiseret vinmuseum.

    Pakkerejser